Konservering & restaurering af Porcelæn & keramik

Porcelæn & keramik

Restaurering af porcelæn og keramik

Jeg har stor erfaring med restaurering, konservering og reparation af porcelæn og keramik. Det kan være kunstgenstande, figurer, vaser, fade og andre keramiske genstande, som er blevet beskadiget eller har behov for restaurering.

Porcelæn og keramik kan få mange forskellige typer skader. Det kan være revner, skår, knækkede dele eller tidligere reparationer, som med tiden er blevet synlige eller ustabile. Hver genstand vurderes individuelt, så behandlingen kan tilpasses materialet, skadens omfang samt genstandens alder og karakter.

Reparation af porcelæn

Ved reparation af porcelæn kan løse eller knækkede dele samles og stabiliseres. Hvis dele af genstanden mangler, kan det i nogle tilfælde være muligt at rekonstruere dem, så genstanden igen fremstår som en helhed.

Efter selve reparationen kan samlinger og reparerede områder behandles, så indgrebet bliver så diskret som muligt og tilpasses genstandens eksisterende overflade.

Det kan både dreje sig om mindre skår og revner eller mere omfattende skader, hvor en genstand er gået i flere dele.

Restaurering af keramik

Keramiske genstande varierer meget i materiale, overflade og fremstillingsteknik. Derfor kræver restaurering af keramik en individuel vurdering af den enkelte genstand.

Jeg arbejder med både ældre og nyere keramik og vurderer først skadens karakter og genstandens tilstand, inden restaureringen påbegyndes.

Ved større skader kan arbejdet blandt andet omfatte samling og stabilisering af brud samt rekonstruktion af manglende områder. Målet er at bevare genstanden og samtidig skabe et harmonisk resultat med respekt for det oprindelige materiale.

Konservering med respekt for den originale genstand

Som konservator er udgangspunktet at bevare mest muligt af den originale genstand. Behandlingen tilrettelægges derfor ud fra genstandens materialer, tilstand og historie.

Jeg er uddannet konservator fra Istituto per l’Arte ed il Restauro, Palazzo Spinelli i Firenze samt fra Det Kongelige Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.

Ud over porcelæn og keramik arbejder jeg også med restaurering og konservering af malerier samt forgyldning og restaurering af rammer.

Restaurering af Axel Salto porcelæn

Herunder ses et eksempel på restaureringen af den frugtformede porcelænsvase “Vindrueklasen” af Axel Salto.

Vasen er fremstillet på Den Kongelige Porcelænsfabrik omkring 1930 og tilhører Kunstindustrimuseet.

Billederne viser forskellige stadier af arbejdet og giver et indblik i restaureringen af den beskadigede porcelænsvase.

Få vurderet porcelæn eller keramik

Har du en porcelæns- eller keramikgenstand med skår, revner, brud eller en tidligere reparation, er du velkommen til at kontakte mig for en vurdering.

Du kan også sende billeder af genstanden og skaden, så jeg kan få et første indtryk af opgaven og vurdere, hvilken behandling der kan være relevant.

.